Tilbage

Arlette Andersen

Auschwitz-fange nummer 74.853 slap fra dødslejren med livet i behold

Arlette Andersen slap med livet i behold fra at være fanget i Nazitysklands udryddelseslejr Auschwitz under den anden verdenskrig. I 25 år har hun fortalt ungdommen om sin skæbne, men nu skærer hun kraftigt ned på sine meget velbesøgte foredrag.

74.853 står der på tatoveringen på Arlette Andersens venstre underarm. Et evigt vidnesbyrd om, at hun var kvinde nr. 74.853, som under anden verdenskrig blev kronraget, tvangsvasket og iført stribet fangedragt i Hitlers udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Forinden var hun blevet tvunget til at afklæde sig alt sit tøj. Det så hun aldrig igen.

Koncentrationslejren Auschwitz i det sydlige Polen var en af Nazitysklands højeffektive dødsfabrikker. Mindst 1.1 millioner mennesker, hvoraf cirka 90 procent var jøder, mistede livet der, enten i gaskamrene, ved skydning, af sult og sygdom eller som ofre for medicinske eksperimenter. Det var her at Dødens Engel, nazilægen Josef Mengele, udførte sine medicinske forsøg på fangerne. Men Arlette Andersen var heldig. Hun slap levende fra Auschwitz-Birkenau. Dog er hun for evigt mærket. I sit sind og på sin venstre underarm.

Meget hurtigt var Arlette Andersen fuldt bevidst om, at hun var ankommet til et morderisk mareridt. Et sted, hun næppe ville komme hjem fra.

I sommeren 1924 blev De Olympiske Lege for anden gang afholdt i Paris. Den sommer kom Arlette til verden i familien LÈvy, en gammel fransk-jødisk familie. Her voksede hun op i Le Marais kvarteret nær Bastillepladsen i tredje arrondissement, et af byens gamle, centrale kvarterer. Moderen var hjemmegående, faderen repræsentant i parfumebranchen. Som ung kæmpede han som fransk soldat i den første verdenskrig.

I dag er Le Marais et mangfoldigt hipt pariserkvarter med kunstgallerier, barer og charmerende bygninger. I Arlettes tid var det blot et af de gamle kvarterer i Paris. Hendes skole lå blot hundrede meter fra bopælen i nr. 11bis på den smalle Rue ElzÈvir, og da hun senere begyndte på Victor Hugo Gymnasiet, skulle hun blot krydse gaden.

http://www.marais.dk/

-----------

I sommeren 1943 er Arlette blevet en køn ung kvinde på 19 år. Lille, blot fem centimeter mere end halvanden meter, og med en rank holdning og klare øjne over de høje kindben udstråler hun en selvfølgelig værdighed.

Det er den tredje franske sommer med tyske besættelsestropper. Paris er massivt besat, og Gestapo tyraniserer jøderne med hidsige razziaer. Det tvinger familien LÈvy til at forlade deres by, men de forlader ikke Frankrig. De flygter til Clermont-Ferrand, en stor provinsby i det centrale Sydfrankrig, men allerede i november, den 25. midt på formiddagen, slår katastrofen ned. Pludselig gjalder det med støvletramp, lastbiler, truende geværer og hidsige råb: Heraus! Sofort!

Tyskerne samler de anholdte på kaserner i byen og senere i opsamlingslejre nord for Paris. Første januar 1944 begynder togturen mod Auschwitz og den endelige udvælgelse.

Nætterne som Auschwitzfange blev tilbragt i køjesenge i tre etager med seks-syv personer i hver køje. Hver enkelt måtte efter evne og vilje holde fast i blot lidt af tæppet. Alle ville have varme. Sidst på natten kom søvnen af sig selv, når fangerne havde varmet hinanden. Om morgenen var der appel. De var trætte.

Sammen med to veninder bliver Arlette reddet fra det kolde og hårde udendørsarbejde. I stedet kommer de indenfor på en fabrik. Hun kendte ikke den mand, som gjorde det muligt. Men halvtreds år senere fandt hun frem til ham.

Jaques Stroumsa døde som 97-årig i 2010. Han er begravet i Jerusalem.



Læs mere her

Omkring årsskiftet 1944- 45 stod det klart, at tyskerne ville lide nederlag, og nu begyndte et af krigens morbide og uforståelige fænomener, de såkaldte dødsmarcher, hvor tyskerne tømte udryddelseslejrene i et urealistisk forsøg på at slette sine ugerninger. Nu tvang de fangerne på marcher i retning mod Tyskland, på flugt fra de fremrykkende russiske soldater fra øst og i forgæves undvigemanøvrer fra de allierede tropper som kontrollerede flere og flere områder i vest.

Alle fanger, som var i stand til at stå oprejst, blev tvunget afsted i vinterkulden på ugelange strækninger over hundreder af kilometer kun iført fangetøj. De, der ikke gik fremad, blev skudt. Det vurderes, at omkring 300.000 mennesker mistede livet på disse marcher. Arlette Andersen klarede det.

Den 22. maj 1945 er en dato, som altid står klar i Arlette Andersens erindring. Det er dagen, hvor hun kom hjem til sin hjem by og sin familie. Men endnu er hun ikke nået så langt:

Da Arlette Andersen endelig kom tilbage til Paris, var det på banegården Gare du Nord. Den første hun møder er en gammel kammerat:

Der skulle gå mange år, før Arlette Andersen begyndte at fortælle om sin tid som kz-fange. Men 45 år efter sin rejse tilbage til livet fra dødslejren Auschwitz til pariserbanegården Gare du Nord, begyndte hun at fortælle. Først modvilligt, men siden som et sandhedsvidne fra et individ, der slap levende igennem et af menneskehedens allerdybeste moralske nedsmeltninger nogensinde.

Arlette Andersen har holdt mere end 420 foredrag fortrinsvis på folkeskoler og gymnasier, og med sin efterhånden høje alder in mente har hun flere gange besluttet sig for at stoppe. Men da disse optagelser blev lavet i januar 2015, ville hun ikke stoppe, men blot holde færre foredrag.

Apostlen Paulus skriver, at det gode, han vil gøre, det gør han ikke, men det onde, som han ikke vil gøre, det gør han. mennesket er ikke perfekt, alle får behov for tilgivelse. Men kan man tilgive nazismen? Kan Arlette Andersen tilgive tyskerne for det, de gjorde mod hende?